I januar 2021 blev TrygtMiljø ApS en del af EP Group, der holder til på Farvervej 16. Dermed har viborgfirmaet EP Group samlet en bred palet af servicevirksomheder under samme tag.
Ved EP Group er der mange forventninger til det nye samarbejde med TrygtMiljø ApS, der arbejder med tryghedsskabende personale bl.a. til bosteder og i psykiatrien. Ejer af EP Group, Edmund Pedersen, glæder sig over at få endnu et servicefirma med på holdet. ”Vi kan se mange muligheder inden for sikkerhedsbranchen, og ser frem til at udvikle os sammen over de næste mange år.”
Et særligt samarbejde på tværs af brancher
Umiddelbart kan det være svært at gennemskue, hvordan et selskab med trygheds- og sikkerhedspersonale passer sammen med firmaer som Jysk System Rengøring og Midtjysk Pleje, der henholdsvis har erhvervsrengøring og hjemmepleje som kernekompetence. Men Benny Jørgensen fra TrygtMiljø ApS er sikker på, at samarbejdet vil være givtigt for alle parter.
”Vi glæder os til at komme under samme tag som EP Group. Selv om vi kommer ind med en helt anden service end rengøring og hjemmepleje, så har vi faktisk ofte den samme målgruppe, og vi kan lære meget af hinanden.”
Benny har været i sikkerhedsbranchen længe, og har leveret tryghedsskabende personale til bl.a. psykiatrien, bosteder, plejehjem samt butikker ”så vores erfaring er mangeårig og bred” siger Benny Jørgensen.
Stor fordel i at dele målgruppe
Midtjysk Pleje og Jysk System Rengøring arbejder allerede med krydsninger i både kunder og kompetencer, da Midtjysk Pleje eksempelvis tilbyder hjælp til rengøring ud over hjemmepleje. Mette Pedersen fra Jysk System Rengøring tilføjer: ”Vi tilbyder jo primært erhvervsrengøring, og nu med det tryghedsskabende personale til bosteder, vil vi ofte komme i berøring med de samme kunder. Det vil kunne give en bredere og mere velfunderet service, og forhåbentligt give kontakter til nye potentielle kunder.” Derudover kan man, ifølge Mette Pedersen, gavne af hinandens erfaringer inden for servicebranchen.
EP Group samler virksomhederne
Ejendomsinvesteringer findes også som en del af EP Group. CE Estate ApS og Jysk Ejendomsinvest ApS investerer i bygninger omkring i Jylland og Jysk Immobilien Gmbh har renoveret og opført boligkompleks i Berlin.
Ifølge ejer Edmund Pedersen er ejendomsinvesteringerne både et spændende forretnings-område samt en personlig passion. ”Det er skønt, at man kan se konkrete resultater af sit arbejde, og det er nok meget sundt at komme lidt væk fra skrivebordet en gang imellem, når boligerne skal renoveres.”
Edmund Pedersen startede i 1983 rengøringsfirmaet, der sidenhen blev til Jysk System Rengøring, og har altid været et ordensmenneske: ”Der skal både være orden i papirerne og på lageret”.